Det er december – jeg vil fandeme hygge!

Kære læsere, som et forsøg på at give jer en mere personlig vinkel på jegelskermode, har vi besluttet os for at lave en klumme. Hver uge vil du fremover kunne finde et personligt indlæg, fra en eller flere af vores skribenter. Det første klummeindlæg bliver fra mig, I kan læse mit præsentationsindlæg her. Jeg hedder Lise, jeg er 21 år (soon to be 22) og studerer Nordisk Sprog og Litteratur (Dansk) på Århus Universitet, på 3. semester. Her får I mine tanker om at være studerende i december.

 

Det er december og jeg eeeeelsker december, det må absolut være min yndlings måned på hele året. Jeg har fødselsdag 14. december, juleaften, 1. juledag, nytårsaften og så alt julehyggen, julefrokosterne og bare julestemning i det hele taget – what’s not to like? Åh ja, det skulle da lige være alle eksamenerne og eksamensopgaverne! Nu siger jeg det bare lige: HELT ÆRLIGT! Hvad tænker universiteterne på; tænk at lægge en eksamensperiode i december+januar – ikke om jeg begriber det!?

 

Jeg føler lidt, jeg får min december ødelagt eller i hvert fald forringet, eksamenerne suger jo juleglæden lige ud af mig! – jeg kan ikke julehygge i ret lang tid af gangen, før den dårlige samvittighed kommer snigende; burde jeg ikke læse til eksamen eller skrive eksamensopgave? Øv, hvor jeg bare synes det er træls!

 

Kunne man så bare trøste-shoppe, men nej - december er også dyr og på en SU så er der altså ikke råd til meget trøste-shopping - selv om der er masser af smukke kjoler, lækre strikketrøjer, varme støvler og smukke stiletter til julefrokosterne der frister - men nej, pengene i december skal bruges på julegaver til mine kære.

 

Og som om jeg ikke var stresset nok, så skal jeg jo også lige have ordnet de julegaver der.

 

Jeg vil dog gøre mit bedste for at nyde julen alligevel, og få en omgang anstændige eksamensresultater samtidigt, jeg foreslår at my fellow students gør det samme - og er eksamenspres egentlig ikke en rimelig god undskyldning for at spise en masse juleguf og give den lidt ekstra gas til julefrokosterne? Det tror jeg! GOD JUL!

Kommentarer


Seneste blog indlæg i dag