Hun er kendt for sine smukke prints og farverige kollektioner – den danske designer Susanne Rützou er blandt de nominerede til Årets Danske Designer. Jegelskermode har i den forbindelse taget en snak med Susanne om brandet Rützou, den kommende efterårskollektion og ikke mindst nomineringen til Årets Danske Designer.
Om nomineringen til ’Årets Danske Designer’
Da jeg får Susanne i røret er det en venlig og glad stemme, der møder mig, dette mindsker min nervøsitet, der mod min vilje har hobet sig op i timerne op til interviewet.
Jeg starter ud med at ønske Susanne tillykke med nomineringen som Årets Danske Designer og spørger hende, hvordan hun har det med, at der er så mange, der har stemt på hende. Susanne er som forventet utroligt glad for nomineringen, og ser det som et tegn på, at hendes brand Rützou er synligt. På trods af en lidt dårlig telefonforbindelse er det tydeligt at mærke, at Susanne er beæret og taknemmelig for, at så mange mennesker har givet deres stemme til Rützou.
Da jeg spørger ind til ”konkurrenterne” Stine Goya og Silas Adler (der står bag Soulland), forklarer Susanne at de begge er dygtige designere hun respekterer, og derfor ville hun være meget glad på deres vegne, hvis én af dem skulle løbe af med titlen.
Om dekadente kvindeskikkelser og fascination af brynjer
Mit næste spørgsmål, omkring inspirationen bag den kommende efterårskollektion, er med garanti et spørgsmål Susanne har måttet svare på adskillige gange. Alligevel er det en tålmodig og utroligt uddybende forklaring, Susanne melder tilbage med. Hun forklarer, at hun altid arbejder dualistisk – med to forskellige inspirationskilder. Til efterårskollektionen var den ene inspirationskilde den tyske kunstner Otto Dix og Berlin i 20’erne og 30’erne, herunder de dekadente kvindeskikkelser. Den anden inspirationskilde kom fra det mere maskuline med en fascination af brynjer og de meget fine, organiske linjer i billers struktur. Susanne Rützou er i det hele taget vild med at mikse modsætninger – i dette tilfælde det feminine med det maskuline – dog ser hun, at det endelige udtryk er feminint.
Om ’The Chronicle’ og kreativ frihed
På Rützous hjemmeside beskriver Susanne, hvordan hun med magasinet ”The Chronicle” gerne vil give noget tilbage til den kreative verden, som hun gennem 10 år har været en del af – jeg beder hende sætte nogle flere ord på, hvad det betyder for hende at kunne dele sin inspiration via magasinet. Susanne forklarer, at det giver hende en tilfredsstillelse at kunne dele sin inspiration på denne måde, ”det er lystbetonet, uden at der er en bagtanke, fx et salgsværktøj,” siger hun. Det er et frirum for hende, hvor hun kan udvikle sig og være nysgerrig og prøve sig selv af på andre områder. Derudover er det med til at holde hende i gang – ”det er motiverende og skaber ny energi,” forklarer Susanne.
Til sidst spørger jeg ind til Rützous planer for fremtiden, hvortil Susanne svarer, at de har en ambition om at styrke positionen i udlandet og have fokus på allerede etablerede markeder i det meste af Europa – Rützou vil gerne nå videre ud.
