Du skriger: AV!
For ser du, nu niver jeg dig i kinden og fortæller dig at du skal holde igen med de klejner. Det er ikke meningen at alt konfekten skal forsvinde over en kold, kort weekend. Og havregrynskuglerne? – hold nallerne for dig selv. Ser du, alle godterne skal holde helt til juleaften. Eller endnu bedre: De skal nå at blive tørre og triste og ende i skraldespanden – så undgik du nemlig også de kalorier! Så hold du hellere pølsefingrene for dig selv - så vil jeg også gøre et forsøg. Lad os lide sammen, i stilhed, med duften af flæskesteg hængende om vores næser.
Åh jul, jeg forbander dig og min søde tand og alt det bløde og hyggelige og marzipanen og nødderne. Og stegen og risengrøden og kagerne – både de store og de små. Det hele er så kvalmende godt, så berusende lækkert og samtidig så forbandet skidt for mig og min livvidde. Men hvorfor? Hvorfor er alt det gode altid så dårligt for os? Hvor er retfærdigheden i at gøre noget så sødt og hvidt og uskyldigt som sukker usundt? Hvor?
Derfor, for selveste retfærdighedens skyld gør jeg nu det alle kosteksperterne, helse-monstrene, de smidige yogafolk og de inkarnerede spinning-piger vil hade mig for. Jeg opfordrer nemlig nu – uden forbehold – til hygge: Rigtig, dansk julehygge med brun sovs og kartofler. Og se, der fik jeg en hel ny gruppe af bedste venner: De glade og fedladne danskere, der ser julen for hvad den egentlig er: Et cover for årets største ædegilde. Med slips og fin dug.
December er kendt for værende en af de lykkeligste måneder af året. Julen og alt hvad den indeholder fylder december med varme smil, bjældeklang og børnelatter. Dette er ganske vist, men man bør dog også tage op til overvejelse om grunden til at december netop er så fantastisk, muligvis skyldes den store kontrast vi oplever med januar. Lad os erindre: Vi vågner i sengen med et dundrende hoved, smagen af dårlig sprut og lugten af bræk og cigarrøg hængende i håret, tøjet - og hvis vi er rigtig uheldige – lejligheden. Vi indser der at det er 1. januar. Vi indser at vejret er gråt og sneen er sjappet. Vi indser at den dårlige samvittighed ikke længere ligger på lur, men har plantet sig i form af en fin, rund dunk der lige har formået at ødelægge yndlingsbuksernes lynlås. Oh, happe New Year! De mislykkedes nytårsfortsæt og den sure blanding af sved og tårer venter lige om hjørnet – der er sgu lang tid til december og fornægtelsens tåger.
Januar kommer til at ramme os alle, jeg stiller derfor spørgsmålet: Et kilo fra eller til? Hvad er forskellen? Når vi alligevel har vinterdepressionen i vente bør vi vel få det bedste ud af søde december. Lad os derfor suge julemåneden for alle dens goder, lad os æde til vores maver smerter og gløggen stiger os til hovedet. Det er trods alt kun december én gang om året.
Jeg giver dig derfor en ekstra smørklat. Med kærlighed.
Og det smør. Og den mad. Efterhånden bør nogen også give julemaden den kredit den egentlig fortjener! Vi bør anerkende dens smag og magt når det kommer til roen og fordrageligheden – ja, fryden og gammen, i juletiden. Muligvis kunne vi undvære mormors vamsede julestrømper, farfars nostalgiske brokkeri, men farmors fedtekager? Gud nej! Se fedtekagerne gør så meget mere end vores ganer glade: Det er sgu dem der klistrer julen sammen! Den gode familie er afhængig af godterne: Hvad skal ellers få den trælse fætter til at ende med forstoppelse? Og hvad skal få onklerne til bare engang imellem at holde kæft – så de lige akkurat bliver udholdelige? Og hvad andet end ”den gode mad” skal far og mor nogensinde blive enige om? Se, maden redder mere end de sultne munde. Den udretter mirakler. Så helle for mavepine...
Samtidig bør vi danskere efterhånden indse (åh, den indsigt!) at vi nu er bedst til hyggen når den involverer noget med noget i munden. Ja, sådan valgte jeg virkelig at formulere det, med julemedister og hele svineriet. Vi danskere fungerer bare bedst når vi har gang i kæften – på den ene eller anden måde. Julehygge og familiefred over et spil sænke slagskibe er nødvendigvis forbundet med mad i maven og munden – hvis ikke nogen skal hævde snyd og humbug.
Så lad os nu opsamle hele dette rodede grubleri, lad os nå ind til kernen, essensen af det hele: Det er kun december én gang om året, og rigtig jul skal og kan kun fejres i denne måned. Det er altså ikke meningen at klejnerne skal fordeles udover hele året, nej, hele din årlige ration skal faktisk fortæres i julemåneden. Og min pointe er dermed: Gør du bare det – og med god samvittighed og det hele. Julesul? – så er der bare mere at elske! Og der er nu intet der varmer i de kolde måneder som et ekstra lag spæk.
Ved du hvad? Vær lidt god ved dig selv og de søde (bløde) mennesker omkring dig. That's the christmas spirit!