Ny designer hos Second Female

Sidder du inde med en designerdrøm i maven eller synes du bare det kunne være super interessant at få lidt insider viden fra et etableret dansk brand, så læs med her, hvor jegelskermode har fået lov til at stille Louise Holm Jørgensen, ny designer hos Second Female, et par spørgsmål.

 

Second Female så for første gang dagens lys i år 2000. Med et ønske om at skabe moderigtigt og feminint tøj i de bedste kvaliteter og til den rigtige pris fandt Second Female hurtigt sin plads på markedet. I 2011 skulle der ske noget mere. Visionerne om at blive et brand der klæder sin forbruger på fra top til tå er blevet større, og derfor er Louise Holm Jørgensen, tidligere selected designer, blevet ansat på de langsigtede kollektioner. I tæt samarbejde med Marlene Nørskov Rasmussen, som i længere tid har været ansvarlig på de kortsigtede kollektioner, skal de sammen få den helt rigtige røde tråd gennem kollektionerne og dermed give Second Female et nyt pust.

 

Men vi starter fra den spæde start i Louise Holm Jørgensens designerliv.

 

Hvor startede det ? 

Det hele startede på Teko Centret i Herning, hvor jeg er uddannet designteknolog med speciale i design. Derefter har jeg de seneste fem år arbejdet for Bestseller, hvor jeg var med fra start hos Selected Femme. Nu er jeg, som I ved, startet som designer hos Second Female.

 

Hvor har du fundet inspirationen til den kommende kollektion ?

Jeg finder inspiration til kollektionerne fra forskellige steder blandt andet fra catwalken, hvor jeg går ind og analyserer de enkelte shows for at finde frem til de detaljer, snit og materialer jeg gerne vil bruge. Farveinspirationen kan komme fra kunstens verden, men ved hver kollektionsopstart tager jeg også på en inspirationstur. Her finder jeg spændende strikmønstre og prints på loppemarkeder. 

 

Har du en favorit by, hvor du finder denne inspiration fra? 

Det er svært at sige, men enten New York eller Paris. De to byer er så forskellige og giver inspiration på hver deres fantastiske måde. Til den kommende kollektion går turen til Paris. Jeg er vild med stemningen, kulturen, maden og deres gode sans for feminin og detaljeret mode.

 

Har du en favorit blog, som du vil dele med os ? 

Jeg har mange, men hvis jeg skal vælge må det blive

http://haw-lin.com

http://stylebubble.typepad.com/ & http://kingdomofstyle.typepad.co.uk/

 

Et godt råd med på vejen til vores kære læsere, hvad ser du som vinterens vigtigste tendens ? 

Efter en sommer med shorts er det med at få fat på nederdelen, især pencilskirten er i fokus denne vinter. Den skal styles lag-på-lag med en stor skjorte og en vamset strik. Sørg også for at købe minimalistisk ind. Vi er gået ind i en tid, hvor folk vælger deres outfit med omhu. Vi har ikke længere brug for nye ting og detaljer hele tiden, men vælger i stedet de enkle snit, i lækre kvaliteter, som vi kan bevare længere i garderoben.

 

Her på redaktionen er vi utrolig glade for at Louise Holm Jørgensen havde lyst til at dele nogle af sine designererfaringer med os -måske din indre designer fik lyst til at udforske mulighederne?

 

Er du nysgerrig efter at se de kommende Second Female kollektioner med den nye designer på tegnebrættet, så klik ind på SecondFemale eller  har du fået helt lyst til selv at blive designer, så ta' et smut forbi TEKO og læs om uddannelserne.

Kommentarer


Seneste blog indlæg i dag