Et nyt samarbejde er blevet etableret, denne gang mellem Charlotte Sparre og Jørgen Simonsen. Samarbejdet er indgået til den kommende SS13 kollektion og skal skabe en udvidelse og supplere det allerede veletablerede Charlotte Sparre univers. Den danske designer, der til daglig er bosat og arbejder i Paris, skal bidrage til kollektionen med et endnu stærkere internationalt udtryk.
Jørgen Simonsen har en sand perlerække af designsucceser bag sig - fra hans karrieres start hos diverse modehuse i Paris, Milano og Rom som assistent for modeikoner som blandt andre John Galliano, Karl Lagerfeld og Alexander McQueen, over chefdesignerstillingerne hos Versace og Valentino Haute Couture til en række nævneværdige triumfer i eget navn for privatkunder som Sarah Jessica Parker, Nicole Kidman, Jennifer Lopez, Elizabeth Taylor, Naomi Campbell og Madonna for blot at nævne nogle få.
Charlotte Sparre er i dag kendt for sine kollektioner bestående af kjoler, bluser og toppe i silke og strik med hendes karakteristise motiver i de smukkes unikke farvekombinationer. Kollektionerne bliver solgt i mere end 200 butikker og stormagasiner rundt i verden, som; Le Bon Marché i Paris, Beams i Japan og Bloomingdales i USA.
Det bliver spændende at se hvad de to meget dygtige og karismatiske designere kan finde på, og vi på jegelskermode glæder os meget til at se resultatet til efteråret!
Billederne er fra Charlotte Sparre’s AW12 kollektion
